Tallinn Marathon 2014

Hvalsø Løbeklub fyldte godt op til Tallinn Maraton, der netop er afviklet. Fra Danmark deltog 13 løbere i helmaraton, hvoraf de 10 har rødder i Hvalsø Løbeklub. 1.806 personer deltog på de 42,195 km, 2.671 løbere gennemførte halvmaraton og 11.086 løbere gennemførte 10 km i Tallinn, der er Estlands hovedstad.

Karstens løbeoplevelse: Et skønt løb, der var tilrettelagt således, at maratondistancen bestod af to rundstrækninger af ca. 21,1 km. Vi startede i den smukke gamle by, der kan dateres helt tilbage til 1200-tallet, hvor byen blev erobret af danskerne. Den gamle del er omkranset af en velbevaret og høj gammel bymur/fæstningsværk på skønsmæssigt 12-15 meter. Herefter gik turen ud af byen og langs vandet, hvorefter der blev vendt halvvejs ude, og så gik turen tilbage mod den smukke by med 410.000 indbyggere. Flad rute med undtagelse af 2 rimelig stejle km i midtbyen. Jeg valgte at følges med Jan Ellefsen i et ganske godt tempo frem til 37 km, hvor jeg blev tvunget til at sætte tempoet lidt ned de sidste 5 km. Min ganske tilfredsstillende sluttid blev 3.47,38 - faktisk min næst hurtigste tid ud af 18 maratonløb; det hurtigste var mit første helt tilbage i 1995.

Pias løbeoplevelse: Der er mange marathonløbere, der ikke bryder sig om løb der er baseret på rundstrækninger, men det kan jeg egentlig godt lide. Jeg synes det er en fordel for mig at vide, hvad jeg kan vente mig af de sidste 8-10 km – dér hvor maratonløbet først rigtig begynder. Og her i Tallinn var der 2 ens runder med mange lange lige strækninger uden alt for mange sving, og – som Karsten beskriver – var det en smuk og varieret tur. Jeg startede i et godt gennemsnitstempo, men efter omkring 28 km måtte jeg sætte farten lidt ned, hvilket jeg nok havde forventet. Tallinn var mit marathonløb nummer 30 og det blev gennemført på 4:24 – og jeg glæder mig allerede til det næste i rækken!

Der blev debut for en enkelt løber og ny PR for to løbere. Stort tillykke!!

Peter Burchardt  3:12:54     PR
Christian Lysehøj 3:34:56 PR
Jan Ellefsen 3:43:15  
Karsten Nør-Pedersen     3:47:38  
Jakob Schmidt 3:53:58  
Jeanie Mcaleer Elkjær 4:16:12  
Rene Emil Andersen 4:18:06  
Pia Christiansen 4:24:33  
Jan Bjerring 4:32:25  
Christian Ryvold 4:47:58 debut

 

Af Karsten Nør og Pia Christiansen

Bliv (gratis) medlem
Tilmeld dig nyhedsbrev!