I Pheidippides Fodspor
Af Magnus 1.z                                                                                                                       Afleveret d. 12. december 2007
 
Eva Hedengran fortæller om, hvordan det er at løbe marathon. Athen Marathon 2007 er hendes største løbsoplevelse.
 
”Marathon, det er hårdt. Det er som at presse sin krop til det yderste, tvinge den sidste luft ud af lungerne, holde mentaliteten oppe. Alligevel er der noget der driver mig til at løbe dem.” Fortæller hun oprigtigt. ”Athen Marathon er noget helt specielt fordi, det er som at løbe i budbringerens fodspor fra fortiden ved Slaget ved Marathon.”

 
Den persiske konge, Dareios 1. har rædsel malet i ansigtet. Det der ikke kunne ske, er sket. Hans hær af fodfolk har set deres kammerater falde i tusindvis uden at have gjort nogen synlig skade på grækerne. Drømmen om et forenet rige er ved at være brast. Hundredevis af tanker bombarderer hans sind. Skal han overgive sig?, under hvilker betingelser?, hvad skal han dog sige til folket?
Pheidippides svinger teltdugen til side, han har smidt rustningen, for han har fået en vigtig opgave. En bølge af stank, skrig og elendighed vælter ham i møde med voldsom kraft. Døde mennesker, grækere og persere, ligger med blod omkring sig. En følelse af sorg, afmagt og vrede svulmer op i hans hjerte. En enkelt gang ser Pheidippides en sort fugl sidde med kløerne i kødet på et blodigt lig. Han råber ad den, men den lader sig ikke skræmme. Det er dens skyld. Han løber hen efter den og slår rasende ud efter den. Med nød og næppe når den lige at flyve væk, mens dens skrig forstummer i luften. ”Kraa, kraa”. Pludselig er han glad for hans opgave, han vil væk. Bare væk herfra.
Han begynder at løbe.
 
”Bang”. Starten er gået. Eva føler hjertet springe et par slag over, ”så er det nu”. Følelsen er der som altid; en blanding af ”sommerfugle i maven” og utålmodighed strømmer igennem hendes krop. Pulsen er en smule hurtigere end normalt lige inden et sådan løb. Marathon, det skal man være varsom med, ikke for hurtigt, ikke for langsomt. Tempoet skal holdes stabilt, og det ved hun.
Derfor lægger hun blødt ud. Man skulle jo helst ikke ”møde muren” alt for hurtigt. Det er jo trods alt hendes 6. marathon. Snart kan hun begynde at tælle til 42 km. 1, 2, 3…
 
Pheidippides’ frustration er nu ved at fortage sig. Han kan godt mærke sine ben nu, hvor han har løbet et stykke tid. Frihed, tænker han. Bjergene der fortaber sig i det fjerne, store sletter med blomster, græs, dyr der grasser. Alt føles pludselig så fredsommeligt, langt fra rædselskrigene ved Marathon-sletten. Fuglesang fra træernes grene, de selvsamme træer der svajer i vinden. Alle de uvidende dyr og planter der ikke har oplevet rædslerne. Dette er i sandhed langt fra krig og elendighed.

 
Denne befriende frihed kan også mærkes hos Eva. Den flotte natur fra Pheidippides’ tid er erstattet af en hærskare af heppende folk. Byer er opbygget, landskabet er tydeligt blevet påvirket af menneskene. Fuglene synger ikke helt ligeså frit, træer svajer ikke i samme grad i vinden, men alligevel er der noget der har ændret sig til det bedre. Folk smiler, opbakker en. Alle er glade. Ingen rædsler, krig eller elendighed. Og varmen. Det er ikke som varmen fra en brændeovn, efter at have været ude i vinterkulden. Ej heller er det den kvælende sauna-varme eller den bagende ørken-varme. Det er mere som den svalende varme der føles som en kold luft mod svedig hud. Den varme, der er varm, men føles kold. Den er dejlig under et marathon.

10 km skiltet. En fjerdedel af vejen. Det er nu man mærker efter i benene om de kan klare 4 gange så meget. Det kan Evas. Hun er nu overbevist om, at hun nok skal klare løbet. Indtil nu er det gået som en leg. Lidt længere fremme ser hun et vanddepot. Tørsten efter vand kan godt mærkes nu. Dejligt, livsnødvendigt vand, dog er tørsten endnu kun i begrænset grad.

 
Lyden af rindende vand når hans ører. Han stopper op og går efter lyden, snart har Pheidippides fundet kilden. Han ser vandet. Vandet der flyder ud gennem stenene fra et ukendt underjordisk vandløb. Han ser billen. Billen der løber hen over de fugtige sten for at søge tilflugt. Han undgår at træde på den. Han ser den skyfri himmel, og midt i den, den alt for varme sol.

Han tager en slurk, slukker sin tørst, hvilken herlighed. Slapper af et par minutter, men snart skal han af sted igen. Efter at have suget alt denne herlighed til sig er han på vej igen. På vej mod Athen. Dagens elendighed er næsten glemt. Løbeturen føles en smule lettere end før, men alligevel vil denne dag blive en skæbnens dag for ham.

 
11, 12, 13, 14, 15. Kilometerne kan nu for alvor mærkes i benene. Den begyndende træthed. Musklerne der vil have sukker. Det er alt sammen noget man skal være indstillet på at møde under et marathon. Dette sker også for Eva.

Lige fra 15 kilometer er det begyndt at gå op ad bakke for Eva, både rent bogstaveligt, men også mentalt. Hun har sværere og sværere ved at tro på sig selv. Følelsen af at kilometerne er længere og længere, den evige skare af folk der hepper, denne træthed i musklerne. Det er noget af det hårdeste. Det hele gentager sig, gang på gang. 4 timers ensformigt løb.

Også Pheidippides mærker denne blandede bølge af træthed og svækket mentalitet. Musklerne er ved at være godt gennembanket, dog er der stadig langt endnu. Energien er der endnu, men det er som om frihedsfølelsen er blevet erstattet af koncentration. Koncentrationen på at løbe. Han har lukket sig inde i sig selv, ser ikke vældet af mirakler uden for hans lille boble. De fantastiske lyde, det storslåede syn, de forførende lugte. Det er alt sammen noget Pheifippides ikke bekymrer sig om. Opgaven er endnu ikke fuldført. Han glæder sig til at komme hjem til Athen, hans familie, æren og hæderen over at overrække beskeden. Den efterfølgende glæde og fest. Det er hvad han tænker på. Derfor må han være tilbage hurtigst muligt.

 
Tungen hænger ud af munden. Sveden pisker af hende. Krisen fortsætter. Kort sagt er hun ved at være færdig. Distancen har kun passeret 25 km. Ikke meget i forhold til de obligatoriske 42,195 km, hvis man løber marathon. Hun overvejer et kort øjeblik at stoppe op og gå ud af løbet. Men nej, det har hun aldrig gjort og vil aldrig gøre det. Hun kæmper til den bitre ende.

Sindet mod kroppen. Hjernen mod musklerne. Hjernen siger musklerne skal, men de vil ikke. Når man løber maraton er det vigtigt at hjernen vinder denne kamp.

Eva beslutter at stoppe op ved 30 km for lige at få pusten. På den måde får hun lige det sidste ud af sig selv. Hun lukker sig ind i sig selv. I boblen, ligesom Pheidippides. Det er gået opad siden 15 km, snart kan hun ikke klare mere.

Men ved 30 km sker der noget. Som aftalt, stopper hun op. Musklerne, organerne, blodet. Altsammen skriger efter vand og energi. Men ved 30 km er der et vanddepot. Musklerne får endelig den energi de har krav på. For første gang i sit liv føler Eva at hun har overskud til de sidste ti kilometer af marathonløbet. Forventning og glæde breder sig i kroppen. Den storslåede oplevelse af at komme i mål på et OL-stadion. De danske venner der er kommet for at se hende. Men det bedste af det hele er at stoppe med at løbe. Bare ti kilometer til, så er jeg der, siger hun til sig selv.

 
Modsat Eva, har vores ven Pheidippides det ikke så godt. Selvom det er begyndt at gå nedad har han alligevel ikke rigtigt fået fat. Hans ben er tunge som bly, det flimrer for øjnene. Alligevel løber han videre, for hans opgave er endnu ikke gennemført. Hans ben er mørbankede, og han er fuldstændig færdig. Han ser ikke den bille som han træder ihjel. En bille af samme familie som den han undgik førhen. Han ser hjembyen i det fjerne, Athen. Forbereder sig på hvad han skal sige.

 
 
40 km! Så er der ikke langt igen. Alt kører som smurt i olie. Eva har overskud til at smile til publikum. ”Bravo, Bravo” lyder det begejstret fra tilskuerne. Den heppende skare af folk er ikke længere irriterende, tværtimod. Folkemængden vokser. Forventningen om den store oplevelse på stadionet hvor det hele slutter, er stor. Mange steder ser hun den typiske græske arkitektur og kunst, som vi kender den i Danmark. Hun ser bl.a. det berømte Akropolis, hvor forsvarsværket lå i sin tid.

Stadionet ligger lige foran hende. Tårerne pibler frem i øjenkrogen. Tænk at være en del af dette. Tænk at komme ind på dette OL-stadion, hvor alle folk hepper og bærer hende frem til den endelige sejrsrus. Et nostalgisk øjeblik. Hun hæver armene i begejstring mod de danske tilskuere. Og så er målstregen der. Hun får sin velfortjente medalje hængt om halsen, og bliver overvældet af en enorm stolthedsfølelse. Tårerne får frit løb, hvilken befrielse, hvilken lettelse.

 
 
Alt er, som det var da Pheidippides tog af sted. Akropolis står sikkert og fast i forkanten af byen, og ved den står de altid opmærksomme vagter. De velkendte lyde af hunde, børn og voksne fylder luften. Folk kigger nysgerrigt på Pheidippides når han løber igennem byen. De stopper arbejdet, kigger efter ham og råber ham an. Men han svarer ikke, for han har kun et i hovedet. At finde den græske konge. Den ellers så livlige by er helt stille, den holder åndedrættet da Pheidippides træder ind i paladset. ”Vi har sejret.” Det sortner for hans øjne. Et øjebliks tilfredshed, ”jeg gjorde det”. Han når at se hoffolket reagere da han falder om. Han vågner aldrig igen.

 
 
I dag ender Athen Marathon ved det nye OL-stadion der blev bygget i 1896. Det er derfor ikke helt den samme rute, som på Pheidippides’ tid. Pheidippides var en soldat i grækernes hær ved slaget ved marathon, som var en slette og en by, der løb fra slaget til hjembyen da slaget var slut. Der er dog kun få beviser for at han rent faktisk gjorde dette. Det er endda også blevet nedskrevet at han har løbet 220 km inden slaget, det der i dag kaldes Sparthalon. Den olympiske disciplin marathon, som vi kender den i dag, så dagens lys i 1896, hvor det blev afholdt i Athen.